Søndag, 28 maj 2017

Hvorfor bo i Støvring?

Støvring - tæt på det hele.

Støvring er tæt på det hele. Aarhus, Randers, Fjorden, smukke skove, golfbane, naturskønne veje - og en fabelagtig udsigt fra en af Danmarks højst beliggende landsbyer.

Ti minutter til Randers centrum, et kvarter til motorvejen, 45 min. til Aarhus centrum, 45 min. til Sverigesfærgen i Grenå, 50 min. til Aarhus Lufthavn, en time til Aalborg Lufthavn, en time til færgerne til Sjælland i Ebeltoft og Aarhus, halvanden time til færgerne mod Norge og Sverige fra Frederikshavn, 2 timer til Tyskland og 3 timer til København. Støvring er tæt på det hele.

Men vigtigst af alt, når man skal vælge Støvring til som det sted, man vil bo fremover: miljøet, omgivelserne og - frem for alt - de mennesker, der bor i landsbyen.

Miljøet er hyggeligt med mennesker der passer godt på hinanden, hilser på hinanden - og stopper op og snakker - hvis man vil. Der er et passende aktivitetsniveau, hvor forsamlingshuset er et solidt fundament under traditioner og sammenhold.

Omgivelserne, hvor skov, fjord, marker, golfbane og ikke mindst landsbyen selv med kirken på toppen af bakken skaber livskvalitet.

Og så menneskene, hvor mangfoldigheden viser sig i al sin pragt. Der bor folk fra 0 til tæt på de 100 år. Der bor politibetjente, journalister, smede, pensionister, malere, arbejdsløse, tømrere, pædagoger, lærere, vindmølleeksperter, direktører, blodbankfolk, landmænd, kunstnere og andet godtfolk. Kort sagt et fantastisk godt udsnit af Danmark. Og byen er kendetegnet ved at den enkelte nyder stor frihed til at gøre som det passer én - uden at der bliver kigget skævt til personen. Der er stor accept af  forskellighed og plads til mangfoldighed.

Der er folk, der kan trække sine aner i landsbyen 10-12 generationer tilbage. Der er folk, der aldrig har haft sin adresse uden for sognet. Og der er famlier, der er flyttet hertil for at undslippe storbyens stress og jag.

Mange lever et stille liv med ro på hjemmefronten, mens andre er sociale og udadvendte - og med stor synlighed i byen.

Nogle passer mest sig selv, mens andre yder en stor indsats for fællesskabet og landsbyen, f.eks. i bestyrelsen for Forsamlingshuset eller ved at hjælpe naboerne.